Filosofi


FILOSOFI


Konfliktens natur

Den ultimative præmis for alle konflikter er den underlæggende trussel om fysisk magt, hvad enten den kommer fra en gruppe, eller den er personlig. Du kan lære dig selv at kende og blive et bedre og stærkere menneske ved at udforske en af de mest ekstreme af alle situationer – den fysiske konflikt. Mærk verden. Mærk din krop. Hvad der gælder for en fysisk konflikt vil i øvrigt i vidt omfang også gælde for andre situationer under stress eksempelvis i trafik eller uheld.


Håndtering af stress

Frygt er naturligt. Vi skal ikke undertrykke vores frygt, men vi skal lære den at kende, så den ikke overmander os, men blot bliver en advarselslampe, som vi tager stilling til. Overraskende mange naturlige reaktioner biddrager ikke konstruktivt til at løse en tilspidset situation. Derfor går vores træning ud på at forme hensigtsmæssige reaktioner. Hvad er det værste, der kan ske? Sikkert at du dør. Det gør du alligevel på et tidspunkt, så kan du lære at håndtere det, så kan du håndtere det meste.


Anatomi & sundhed

Vi er fysiske væsener. Vi lever kun i kraft af vores krop, selvom mange af os moderne mennesker glemmer den meget af tiden. Enhver form for fysisk træning er sundt, men træning der arbejder med bevidstgørelse af bevægelse er mekanisk motion overlegen. Kropsbevidsthed og viden om anatomi og fysiologi, handler om at kende sin egen krop, så man undgår skader, og arbejder med de fysiske begrænsninger man har. Men det handler også om, at kende de rette anatomiske mål, så man kan maksimere virkningen af sine teknikker på modstanderen. Dette, studiet af anatomi med henblik på at kende og opnå den størst mulige skadesvirkning, er det måske mørkeste kapitel i kampkunst. Men ikke at arbejde med det er ansvarsforflygtigelse. Så er man som en mand, der godt kan lide at spise bøffer, men som ikke vil overvære en slagtning. Vi må kende og acceptere virkningen af, hvad vi laver.


Ærlighed

Setia Hati betyder sandt eller oprigtigt hjerte. At være ’god’ eller være ’dårlig’ er relativt. Der er ingen grund til hverken arrogance eller til at ringeagte sig selv. Det er uproduktivt, og i en fysisk konflikt er både den ene og den anden ekstrem direkte farlig. Derimod er et mål af nøgtern ydmyghed og selvobservation på sin plads: Hvad er mine styrker? Hvad er mine svagheder? hvor kan jeg bliver bedre? Til syvende og sidst kan man ikke lære noget fra andre, man kan kun lære af sig selv. Hvis man har det som mål at være den bedste i en flok, så skal man blot omgive sig med folk, der er dårligere end en selv. Så er den klaret.


Rummet

Det er vigtigt at have rummelig bevidsthed, at kende sit rum. Hvad er min placering? Hvor er modstanderen? Hvad er bag mig? Er der flere modstandere? Er der en flugtvej? Er der en væg? er der et hjørne? Hvilke genstande og forhindringer kan jeg bruge? Afstand er ikke altid en fordel. En mand med en kniv har større råderum på en meters afstand end på 10 cm afstand.


Tid

Tiden er relativ. Det er derfor en gammel mester kan besejre en ung bølle. Et slag tager ca. 0,2 sekunder at levere, de færreste kan nå at reagere på det, når først det er i gang. Så det kræver, at man kan afkode, hvilket angreb der kommer, allerede ved modpartens krops positionering inden at slaget eller sparket udgår fra kroppen – og selvfølgelig at man ved, hvad ens modtræk skal være. Dette kræver kognitiv-visuel træning, mange gentagelser og en stor indre ro.


Økonomi i bevægelse

Det tager energi at standse en bevægelse, så af den grund standser man heller ikke en serie af bevægelser. Man glider fra en bevægelse over i en ny. Dette flow er meget karakteristisk for Pencak Silat. SH Anoman stilens cirkulære bevægelser gør dette flow naturligt. Der hvor det giver mening at standse en bevægelse, det er når man ønsker at afsætte kraft – f.eks. ved retraktion i et slag. Men her bliver rekylet fra anslaget motoren i en ny bevægelse.


Timing

Økonomisk bevægelse tilsiger også, at når der etableres kontakt, eks. gennem et slag, så afsættes der så meget kraft som muligt. Timing er nøgleordet her. Hele kroppen roterer samtidig og afslappet om en symmetrisk akse. Man spænder kun når - og i - kontaktfladen. 


Opportunitet

Den anden del af timing vedrører opportunitet. Ethvert angreb er en blottelse og en lejlighed til modangreb. Det er ikke kun af pacifistiske årsager, at de fleste systemer er bygget op om et forsvar med modangreb. Det er dog sjældent opportunt at vente på et angreb. I en selvforsvarssituation gælder det om at handle, så snart man erkender situationen. Denne handling kan være flugt, positionering, improvisation af et våben – eller et forebyggende angreb evt. i kombination med flugt.


Styrke mod styrke

Hvis man møder et angreb med en 180⁰ - 90⁰ kraft, så blokerer man. Her er vægt og styrkeforholdet afgørende, og det er derfor vægtklasser er så snævre og vigtige i f.eks. boksning. I Pencak Silat forlader sig ikke på styrke vs. styrke. Mødes en kraft med en 80⁰ - 45⁰ medkraft, så er det ganske let at kontrollere bevægelsen - frem for at standse den. Det er hemmeligheden i en god parade.


Styrkemultiplikatorer

Våben er også kendt som ’force amplifiers’. Deres tilstedeværelse ændrer ikke fundamentalt på bevægelsessystemet i Pencak Silat, men rækkeviden ændres og konsekvenserne ved at rammes – eller at ramme - mangedobles. I våbentræning bliver det åbenlyst, at kraft ikke kan mødes med kraft, og at et angreb ikke kan blokeres. Hvis man er ubevæbnet, så bør en bevæbnet modstander altid anses for at have fordelen, uanset hvor dygtig man i øvrigt er, og hvor længe man har trænet. Analyser af knivoverfald viser, at dem der prioriterer at slippe væk pådrager sig færre skader, end dem der prioritere at afvæbne sin overfaldsmand.


Udtryk

Det er bedst at vinde (eller overleve) uden at kæmpe. Hvis man fokusere for meget på det kamptekniske inklusiv ovenstående betragtninger, så tiltrækker man den voldelige adfærd, som man træner i at forsvare sig i mod. Behovet for selvforsvar bliver så en selvopfyldende profeti, og det potentiale man har opbygget skriger på at blive brugt. Se det som en leg. Når man arbejder med Pencak Silat i opvisningsformen, så arbejder man med sit udtryk, sit ’Panca’. Hvis du er rolig og udstråler en kombination af styrke og ydmyghed - måske endda humor, så tager det pusten ud af de fleste tilspidsede situationer:-)